top of page

Golfrejse til Toscana 2026: Hotelkrise, golf i verdensklasse og en rejse, vi sent vil glemme

Forfatters billede: Andreas Søndergaard
Andreas Søndergaard
for 15 timer siden
8 min læsning

En hotelreservation, der forsvandt. Mere end 20 ubesvarede henvendelser. En tur til Italien for at konfrontere en hoteldirektør. Og otte dage fyldt med golf, vin, gastronomi og oplevelser i det smukke Toscana.

Nogle rejser begynder med en flybillet og en hotelreservation. Vores Toscana-rejse i september 2026 begyndte med begge dele – men inden vi nåede frem til afrejsedagen, havde vi også fået en hotelsag, en advokat og en tur til Italien for at forsøge at få en hoteldirektør til at stå ved sin aftale.

Det blev begyndelsen på en rejse, som vi sent vil glemme.

Hos TeeTime & Wine tror vi på, at de bedste golfrejser handler om mere end golf. De handler om mennesker, oplevelser, gastronomi og historier, man tager med sig hjem. Denne gang fik vi mere af det hele, end vi havde regnet med.


Udsigt over putting green på Bellosguardo Golf Club
Udsigt over putting green på Bellosguardo Golf Club

Kapitel 1: Da hotellet pludselig forsvandt

Historien begynder faktisk næsten et år tidligere.

I september 2025 var Moa og jeg i Toscana for at undersøge mulighederne for vores kommende rejser til området. Her besøgte vi blandt andet det familieejede Grand Hotel Tamerici & Principe i Montecatini Terme, hvor vi mødte hotellets direktør og ejer, Eugenio Moschini Pancioli.

Vi fik vist værelserne, gennemgik mulighederne og var tilfredse med det, vi så. Hotellet skulle danne rammen om vores Toscana-rejse i 2026, som vi arrangerede i samarbejde med Christian fra Reinholdt Bridge & Travel og hans store bridgegruppe.

I november 2025 blev der indgået en skriftlig aftale om hotelværelserne.

Alt så ud til at være på plads.

Men da vi nåede frem til sommeren 2026, begyndte problemerne.

Da vi skulle genbekræfte værelserne 60 dage før ankomst, fik vi ikke svar. Vi rykkede igen og igen. Vores lokale guide, Camilla Bondo Pedersen, forsøgte også at få kontakt til hotellet, men uden held.

Ifølge vores opgørelse havde vi henvendt os mere end 20 gange.

Telefonerne blev ikke besvaret, eller også fik vi ikke fat i de personer, der kunne hjælpe os. Ugerne gik, og vi nærmede os afrejsen uden en brugbar bekræftelse på den aftale, vi mente at have indgået.

Fire uger før afrejse begyndte vi at kontakte lokale bookingagenter for at finde alternative hoteller. Men september er højsæson i Toscana, og det var næsten umuligt at finde en passende løsning til så stor en gruppe med så kort varsel.

På dette tidspunkt var sagen også blevet overdraget til vores advokat, Allan Lynge, som fremsatte et krav på cirka 40.000 euro.

Stadig uden en løsning.


Kapitel 2: Andreas og Flemming tager til Italien

Fredag den 11. september besluttede vi os for at gøre noget, der ikke ligefrem står i den almindelige drejebog for et golfrejsebureau.

Jeg satte mig sammen med Flemming Bøgh-Sørensen, Christians rejseleder på turen, og rejste til Montecatini Terme.

Vi havde udskrifter af den skriftlige bekræftelse, vores korrespondance med hotellet og brevet fra advokaten med.

Vi ville have et klart svar. Kunne vi regne med de værelser, vi havde bestilt? Og ville hotellet stå ved den aftale, vi havde indgået?

Det viste sig at blive et ganske usædvanligt møde med en sag, der allerede havde kostet os masser af tid og bekymringer.

Vi forsøgte at få Eugenio til at bekræfte reservationen og kvittere for modtagelsen af advokatens brev. Men vi oplevede, at hotellet afviste at tage ansvar for situationen. Direktøren ønskede ikke selv at møde os, og selv med dokumentationen i hånden lykkedes det os ikke at få den bekræftelse, vi var rejst derned for at få.

Vi stod altså i Italien, to uger før afrejse, med en hotelreservation, vi ikke længere turde stole på.

Og nu skulle der findes en ny løsning til en stor gruppe gæster midt i den italienske højsæson.

Det var ikke ligefrem den slags eventyr, vi havde forestillet os, da vi begyndte at planlægge turen.

  • Olivenlund, i Italien
  • Hotel Villa La Principessa
  • Olivenolie- og vinsmagning på Tenuta Querciamatta

Kapitel 3: En redningsaktion i ellevte time

Heldigvis var vi ikke klar til at give op.

Vi fortsatte jagten på et alternativ og fik kontakt til endnu en lokal hotelagent, STA, der havde mere end 30 års erfaring i branchen.

Beskeden var nedslående: Så tæt på afrejse var det næsten umuligt at finde tilstrækkelig hotelkapacitet i Montecatini Terme.

Men vi blev ved.

Til sidst lykkedes det at finde en løsning på to firestjernede hoteller, Hotel Michelangelo og Hotel Torretta. De ligger over for hinanden i Montecatini Terme, tæt på det hotel, vi oprindeligt havde planlagt at bruge.

Vi skulle bo på Hotel Michelangelo fra den 25. til den 28. september og derefter flytte til Hotel Torretta frem til den 2. oktober. Personalet ville hjælpe med at flytte bagagen, og bridgegruppen kunne beholde sit faste lokale på Hotel Torretta under hele opholdet.

Den sidste nat skulle vi videre til et hotel nær kysten og lufthavnen, hvor rejsen skulle afsluttes med en fælles middag.

Det krævede en del koordinering, men vi havde en plan.

Christian og Flemming fik informeret bridgegruppen om ændringerne, mens vi på golfdelen arbejdede videre med at sikre, at alle de planlagte oplevelser kunne gennemføres.

Og det lykkedes.

Alle udflugter blev bevaret. Bridgeundervisningen og turneringerne fortsatte som planlagt. Og en velkomstmiddag med vin blev lagt ind i programmet som en ekstra oplevelse.

Det var en stor lettelse at kunne tage imod gæsterne med en konkret løsning efter de mange ugers usikkerhed.


Kapitel 4: Golfrejse til Toscana - Seks golfrunder på fire forskellige baner

Da vi endelig stod i Toscana med gæsterne, var det tid til at rette blikket mod det, vi egentlig var kommet for: golfen, oplevelserne og det gode selskab.

På turen nåede vi seks golfrunder på fire forskellige baner. Og vi var heldige med vejret, især på vores tre besøg på Le Pavoniere Golf & Country Club, hvor solen strålede, og forholdene var fantastiske.


Le Pavoniere Golf & Country Club – vores italienske favorit

Tre gange på turen spillede vi på Le Pavoniere i Prato, tæt på Firenze.

Banen er designet af den legendariske Arnold Palmer og omtales som The Gateway to Florence. Den var i fantastisk stand, og omgivelserne gjorde det til en fornøjelse at komme tilbage.

Vi spillede her på ankomstdagen fredag den 25. september, igen mandag den 28. september og på turens næstsidste dag fredag den 2. oktober.

Alle tre gange i strålende solskin og med fremragende betingelser både på og uden for banen.

Der er noget særligt ved at vende tilbage til en bane flere gange på samme rejse. Man lærer den bedre at kende, begynder at forstå dens udfordringer og får mulighed for at rette op på de slag, man gerne ville have haft tilbage fra første runde.

Le Pavoniere blev et af turens helt store golfmæssige højdepunkter.

  • Indspil til green på Le Pavoniere GCC 16. hul
  • Smuk aftensol på Le Pavoniere GCC
  • Moa skal til at spille ind på green på hul 16 på La Pavoniere GCC

Cosmopolitan Golf & Country Club – golf ved den toscanske kyst

Lørdag den 26. september gik turen til Cosmopolitan Golf & Country Club ved Tirrenia, tæt på Pisa og den toscanske kyst.

En af fordelene ved, at vi var en mindre gruppe på golfdelen af turen, var friheden til at bevæge os rundt på egen hånd.

Vi havde lejet en ni-personers Volkswagen Caravelle, og jeg sad selv bag rattet. Det gav os mulighed for at kombinere golfen med små udflugter og restaurantbesøg uden at være afhængige af en større bus eller et fast transportprogram.

Efter en fantastisk dag på Cosmopolitan vendte vi tilbage til Montecatini Terme og sluttede dagen med middag på en restaurant nær Hotel Michelangelo.

Det er netop den slags fleksibilitet, vi sætter pris på, når vi arrangerer rejser i mindre grupper.

Cosmopolitan GCC, hul 15
Cosmopolitan GCC, fairway hul 15

Bellosguardo Golf Club – golf i Leonardo da Vincis hjemegn

Tirsdag den 29. september tog vi på roadtrip til Vinci, Leonardo da Vincis fødeby.

Her ventede en af turens mest charmerende golfoplevelser: Bellosguardo Golf Club.

Bellosguardo er en smuk ni-hullers bane i et landskab, der næsten synes skabt til en italiensk golfrejse. Her får man en anden type golfoplevelse end på de større baner, og omgivelserne gør besøget til noget særligt.

Som om det ikke var nok, har klubben sit eget lille Leonardo da Vinci-museum i haven.

Det er en oplevelse, vi meget gerne anbefaler til andre golfspillere, der besøger Toscana. Kombinationen af golf, historie og landskab gør stedet til et oplagt stop på en rejse i området.

  • Bellosguardo Golf Club, hul 1 og 10
  • Bellosguardo Golf Club, Leonardo da Vinci-museum
  • Bellosguardo Golf Club, Green hul 4 og 13
  • Bellosguardo Golf Club, med dejlig udsigt
  • Bellosguardo Golf Club, en fantastisk smuk golfbane.
  • Moa driver ud på hul 1 og 10

Montecatini Terme Golf – golf i det grønne Toscana

Torsdag den 1. oktober stod den på golf ved Montecatini Terme Golf.

Her bevæger man sig rundt i et smukt, kuperet landskab, hvor naturen spiller en stor rolle i oplevelsen.

Det er en bane, hvor man også bør tage sig tid til at kigge op og nyde omgivelserne mellem slagene.

Med seks golfrunder fordelt på fire baner fik vi en fin variation på turen. Fra Le Pavonieres klassiske parkbane til kystgolfen ved Cosmopolitan, den mindre bane ved Vinci og det bakkede landskab ved Montecatini Terme.

Fire forskellige oplevelser – og masser af gode minder.


Kapitel 5: Siena med Camilla – historie, liv og italiensk atmosfære

Søndag den 27. september tog vi en pause fra golfen og lod Camilla Bondo Pedersen guide os gennem Siena.

Camilla bor i Toscana og kender området indgående. Med hendes levende og engagerede fortællinger fik vi mulighed for at opleve byen på en anden måde, end hvis vi blot var gået rundt på egen hånd.

Siena er en af Toscanas mest fascinerende historiske byer. De smalle gader, de gamle bygninger og den imponerende Piazza del Campo giver en fornemmelse af byens lange historie og særlige identitet.

Det var en dag, der mindede os om, hvorfor vi gerne vil kombinere golf med kultur og lokale oplevelser.

For selv om golfen fylder meget på en golfrejse, er det ofte de dage, hvor man oplever noget helt andet sammen, der giver rejsen ekstra dybde.

  • Et lille, charmerende øjeblik i Sienas gamle gader.
  • Historiske mursten og arkitektur med masser af sjæl.
  • Andreas lytter med i Sienas spændende historier.
  • Toscanas smukke middelalderby under den blå himmel.
  • Farverige facader, hyggelige gader og italiensk charme.
  • Med Camilla gennem Sienas historiske og stemningsfulde gader.

Kapitel 6: Vin, olivenolie og smagen af Toscana

Onsdag den 30. september gik turen til Tenuta Querciamatta, en økologisk farm sydøst for Montecatini Terme.

Her blev vi taget imod til en spændende oplevelse med olivenolie og vin.

Vi fik indblik i produkterne, smagene og arbejdet bag – og oplevede en anden side af det Toscana, som så mange forbinder med vinmarker, oliventræer og gastronomi.

Det var en fantastisk oplevelse, hvor gæsterne kunne smage sig gennem lokale produkter og høre mere om, hvad der gør dem særlige.

Og besøget blev ikke kun ved smagsprøverne. Der blev købt masser af olivenolie med hjem.

Det glæder os altid, når gæsterne finder noget undervejs, som de kan tage med hjem og genopleve længe efter rejsen.

Hos TeeTime & Wine er det netop samspillet mellem golf og gastronomi, vi gerne vil skabe plads til. Det handler ikke om at presse så mange aktiviteter ind som muligt, men om at vælge oplevelser, hvor man får lov til at fordybe sig og nyde det, man møder.

  • Et spændende udvalg af vine og olivenolier fra Tenuta Querciamatta.
  • Olivenlunde, grønne bakker og den smukke natur omkring vingården.
  • Gaia delte sin viden og historier om gårdens vine og olivenolier.

Kapitel 7: Et sidste hotelskift – og en afslutning i Lucca

Fredag den 2. oktober spillede vi vores sidste runde på Le Pavoniere. Tre besøg på samme bane, alle i strålende solskin – en fantastisk måde at afslutte golfdelen af turen på.

Men vi havde stadig en sidste oplevelse foran os.

Efter golfen gik turen til Lucca, hvor bridgegruppen var så venlige at hjælpe med at få vores kufferter med videre. Vi skulle nemlig endnu en gang skifte hotel og by, denne gang til Hotel Villa La Principessa.

Den historiske villa dannede rammen om vores afslutningsmiddag.

Efter en rejse med mange praktiske udfordringer var det dejligt at kunne sætte sig til bords, nyde maden og se tilbage på dagene i Toscana.

Vi havde spillet golf på fire forskellige baner, oplevet Siena og Vinci, smagt på lokale vine og olivenolier og delt en lang række gode stunder med vores gæster.

Og vigtigst af alt: Rejsen var blevet gennemført, selv om vi få uger før afgang havde været alvorligt i tvivl om, hvorvidt hotelprogrammet kunne hænge sammen.

Lørdag morgen den 3. oktober gik turen til Firenze Lufthavn, hvor vi satte kursen hjem mod Danmark.

  • Vi skåler for otte dejlige dage med golf, vin og gode oplevelser.
  • En stemningsfuld afslutning i de smukke omgivelser ved Lucca.
  • God mad, gode grin og hyggeligt selskab på rejsens sidste aften.

Hvad tager vi med os fra Toscana?

Når vi ser tilbage på turen, er det naturligvis golfen, solen, maden og de smukke omgivelser, vi husker.

Men vi tager også en vigtig erfaring med os.

At arrangere en golfrejse handler ikke kun om at finde en god bane og et godt hotel. Det handler om at tage ansvar, når noget går galt. Om at finde løsninger, også når de ser umulige ud. Og om at sørge for, at gæsterne får den rejse, de har glædet sig til.

Vi ville selvfølgelig helst have været foruden hotelkrisen. Men vi er stolte af, at vi sammen med Christian og Flemming fik fundet en løsning, så både bridgegruppen og vores golfgæster kunne komme afsted og få en god oplevelse.

En stor tak til alle gæsterne for tålmodigheden, fleksibiliteten og det gode humør undervejs – og til Christian og Flemming for samarbejdet om at få det hele til at lykkes.

For os er det essensen af TeeTime & Wine.

Golfen er det, der samler os. Vinen, maden og kulturen giver oplevelserne ekstra smag. Men det er menneskene og historierne, der gør en rejse til noget, man husker.



Vi glæder os allerede til næste gang, vi skal dele en fairway, et godt måltid og et glas vin med jer.


Andreas & Moa

TeeTime & Wine

Connecting greens and grapes.

 
 
 

Kommentarer


TeeTime & Wine Logotype

Følg med bag kulisserne – rejser, vin, golf & øjeblikke

  • Instagram
  • Facebook
  • LinkedIn
Medlem af Rejsegarantifonden

Destinationer

Italien

Toscana, gastronomi & klassisk golf
 

Spanien

sol, resortliv & ikoniske baner
 

Frankrig

vinmarker, charme & kultur
 

Portugal

links, kyst & livsnydelse
 

Tyskland

vinregioner & skjulte perler
 

Norden

 nærvær, natur & kvalitet

TeeTime & Wine er skabt af

Andreas Søndergaard &

Moa Maria Torstensson –
hvor passionen for golf, vin og gastronomi mødes.

Kontakt os

Rødeledsvej 70,

5700 Svendborg

Denmark

CVR. 44479923

bottom of page